Dans, dukke- og animationsteater og ny dramatik mødtes på kryds og tværs i en storslået scenekunst-hybrid ved navn HUNGER.
Med et stærkt hold af scenekunstnere fra hele Europa bød HUNGER i 2017 på en ny og anderledes teateroplevelse. Det centrale var mødet mellem forskellige kunstarter og en helt unik tilblivelsesproces.
I perioden september – oktober 2017 cirkulerede en stafet mellem Holstebro Dansekompagni, Teater Refleksion og Teater Katapult, som samarbejder under navnet Performing Arts Across.
Herudfra blev 6 korte, sceniske værker til. Trådene samledes, da de seks korte værker blev blandet og omskabt til den endelige og unikke oplevelse HUNGER.
Stafet-metoden kaldes relay, fordi kunsten strømmer fra det ene involverede teater til det næste. Dermed bliver den videre proces igangsat som gennem et elektrisk relæ, der netop er en kontakt eller en omskifter.
Et andet billede på det kan findes i den oprindelige betydning af ordet relæ: Et skiftested for postheste, hvor alle de mange breve og pakker med deres budskaber blev suppleret med mere post og overleveret til friske heste og kuske, som skulle bære det hele videre mod de endelige modtagere.
Medvirkende dansere fra Holstebro Dansekompagni: Mason Jubb og Pauline Smatlakova, Erika Mulkern og Shawn Addison.
HUNGER er et Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017-projekt og støttet af såvel Kulturhovedstaden som Region Midtjylland.
Iscenesættelse og koreografi
Jacob Stage