Musik af multikunstneren Björk bliver til en danseforestilling i 2022 af Holstebro Dansekompagni
Holstebro Dansekompagni har som de første i Danmark fået rettighederne til musikken fra den enestående og internationale multikunster Björk. Derfor bliver 12 udvalgte sange nu til en danseforestilling af samme navn.
Danseforestillingen BJÖRK får premiere i Holstebro den 27. oktober 2022 og skal derefter på turné landet rundt frem til 2024.
2 koreografer bag danseforestillingen Björk
Den islandske verdensstjerne er kendt for at rykke og ikke mindst udviske grænserne i musikkens univers. Hun bevæger sig flydende mellem æstetik og kunst. På baggrund af dette univers vil de to koregrafer, Dolly Sfeir og Gunilla Lind, skabe to unikke danseforestillinger.
”Det er en stor ære, at vi som de første i landet får mulighed for at fortolke Björks avantgarde og intense univers til en danseforestilling. Gennem hele sin karriere siden sin debut i 90’erne har hun været et unikum.
Publikum kan derfor glæde sig til en fortolkning af 12 enestående sange, som får et kropsligt danse-udtryk, der er lige så stærkt som vokalen og musikken bag,” fortæller David Price, associeret kunstnerisk leder og producent hos Holstebro Dansekompagni.
12 sange, to unikke forestillinger
Danseforestillingen BJÖRK består af to unikke danseforestillinger, hvor de to unge og eftertragtede koreografer vil dykke ned i 12 udvalgte Björk-sange fra forskellige årtier. Både Gunilla Lind og Dolly Sfeir får altså mulighed for at fortolke musikken på hver deres måde.
Forestillingen vil blandt andet inddrage sangene Venus as a boy fra debutalbummet i 1993, Hidden Place fra 2001-albummet Vespertine samt Army of Me fra 1995.
Den reumert-vindende koreograf Gunilla Lind vil i sit værk fremvise et stærkt visuelt udtryk med referencer fra popkulturen. Her vil kærligheden være i fokus med et pompøst og storslået følelsesudtryk.
I værket af den amerikansk-libanesiske koreograf og filminstruktør Dolly Sfeir vil publikum opleve et mere fortællende – næsten filmisk koreografisk værk. Det vil være gennemsyret af Sfeirs egen opvækst i en mellemøstlig kultur.
I en intens og poetisk danseoplevelse vil komponist, lyddesigner og tidligere medlem af Nephew, Marie Højlund, skabe et lydunivers til danseforestillingen.
Koreografi
Dolly Sfeir & Gunilla Lind
Musik
Björk
Dramaturgi
Rikke Frigast Jakobsen
Komposition og lydunivers
Marie Koldkjær Højlund
Scenografi & kostumedesign
Åsa Gjerstad
Lysdesign
Thora Eriksen
Medvirkende dansere fra Holstebro Dansekompagni
-
Danske Bjørk-Mynte har baggrund i klassisk, hun er tidligere elev fra Den Kongelige Balletskole I Odense. Hun tog efterfølgende sin bachelor i samtidsdans på Oslo National Acadamy of the Arts i 2018. Herefter fortsatte hun som freelancedanser og underviser i moderne danse, lyrical contemporary og yoga.
Hun startede i Holstebro Dansekompagni i foråret 2021.
(Hun/hende)
-
Spanske Jon Ipina er uddannet fra Codarts, University of Arts i Rotterdam i 2020 og afsluttede sin uddannelse med en praktikplads på Skånes Danseteater i Malmö. Her dansede han værker af bl.a. Ôrjan Andersson og Marcos Morau.
Han startede i Holstebro Dansekompagni i efteråret 2020.
(Han/ham)
-
Matthew (UK) startede som skuespiller hos National Youth Theatre of Great Britain, hvorefter han blev uddannet fra Rambert School of Ballet and Contemporary Dance. Matthew var i 2019 vinder i kategorien moderne dans og endelig finalist ved BBC Young Dancer – 2019. Matthew er allerede anerkendt for sit koreografiske talent. Han har senest været praktikant ved Norrdans i Sverige.
Han startede i Holstebro Dansekompagni foråret 2021.
(Han/ham)